Klemensker Vandværk amba
Hjem > Generalforsamling i Klemensker Vandværk d. 19. maj 2021 kl. 19.30

Generalforsamling i Klemensker Vandværk d. 19. maj 2021 kl. 19.30

 

  1. Valg af stemmetællere: Ulf Rønne Hansen og Ingvar Olsen

  2.  Valg af dirigent: Jørn Hansen

  3.  Beretning v. formanden, Ralph Kofoed:

    Så gik der et år til og vi afholder generalforsamling forskudt i forhold til hvad vore love foreskriver. I henhold til dem skal ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned.

    Vi har ikke afholdt mange bestyrelsesmøder siden sidste generalforsamling. 2 stk er det blevet til. I stedet for har undertegnede, afsendt informations breve til bestyrelsen, så medlemmerne her har kunnet følge med i hvad der foregår, og herved haft mulighed for uddybende spørgsmål.

    Med hensyn til det nye værk, så kan vi melde at det kører efter hensigten. Tekniske problemer begrænser sig til det styringsmæssige. Så må vores tekniker i Støvring hjælpe os med en opdatering eller lignende. Det klares over nettet. Selvom der skulle opstå problemer med net forbindelsen eksempelvis, så kører værket videre indtil forbindelsen er genoprettet og der kommer en ny ”besked”.

    Der er stadig mindre bygnings mæssige4detaljer, der ikke er bragt i orden. Men forårets komme har bragt Jens Møller frem igen til udbedring af sagerne. Bestyreren er god til at svinge pisken over dem!

    Med hensyn til råvandet, så henter vi nu vand fra 10 stk kildepladser. Sidst tilkomne er en genopstart af Præstemose boringen. Den blev engang i 2004 lukket pga tilokring og fund af pesticid rest. Det er konstateret væk for flere år siden, så boringen er blevet renoveret og leverer igen.

    Almindeligt vedligehold af boringer er nødvendig, for at opretholde ydelsen. Så i ny og næ skal der skiftes en råvandspumpe, eller etableres en ny foring i boringen.

    Oprensning af boringerne er noget der kommer til af foregå med jævne mellemrum.

    Vore bedste kildepladser er Bukkegårdsboringen og Nykerboring som sidder i ”Nykerblokken” Her er masser af vand, uden okker. For at sikre forsyningen herfra med større mængde i spidsbelastnings perioder, etablerer vi en pumpestation (trykforøger) på Brogård (Her har vi en boring i forvejen), Trykforøgeren skal hjælpe med at pumpe hjem, eftersom der er stor højdeforskel fra værket og ned til Bukkegård. (70 meter). Den sag løber op i 350.000kr med det hele.

    Vedligehold på ledningsnettet må vi i gang med. Vi har forbrugere der øger vandforbruget og efterspørger stadig mere vand, (landbrug og mejeri). Dem må vi prøve at hjælpe. En del steder er ledningsnettet ikke dimentioneret til det øgede forbrug. Ingen forestillede sig denne udvikling da rørene blev lagt.

    Derfor må vi til nogle forbrugere sørge for at de aftager vandet jævnt over døgnet, så andre forbrugere også har en rimelig uforstyrret forsyning. (jævnfør forsyningsdirektivet 3.4).

    Det skal naturligvis også overvejes om der på visse strækninger skal lægges nye større rør, for at løse opgaverne på denne måde.

    Jævnfør forsyningsdirektivet 3.2 skal forsyningsselskabet ved levering til erhvervsvirksomheder bestemme vilkårene for levering!

    Vores største forbruger Bornholms andelsmejeri har fået tilbud på en sådan aftale, som de fleste mødedeltagere vil være bekendt med. Og den skal træde i kraft inden d.6 august.

    Vi tilbyder 30m3/time, max 600m3/døgn, max. 140.000m3/år. Så skulle der være rigelig vand til mejeriet. Leveringsaftalen er godkendt af kommunalbestyrelsen d. 6 april, som der står anført i forsyningsdirektivet 3.2, at de skal.

    Der skal udføres noget teknik så vandleveringen aftages uden store trykudsving eller udsving på flovet. Samtidig skal de andre stikledninger til mejeriet afbrydes ved hovedledningen, ligesom stikledninger til ejendomme siden af mejeriet, som ikke er i brug mere, skal afbrydes. Samtidig skal der monteres en hane til udtagning af vandprøver for analyse! Alt sammen for at sikre en god kvalitet på det leverede vand (Vand der står i blinde rør er ikke sundt og udsat for kim dannelse). Og for at sikre en ordentlig forsyning af de andre forbrugere, på denne rørledning ud af Splitsgårdsvej og i Sct Clemensgade.

    Teknikken på stikledningen til mejeriet beløber sig til 100.000kr.

    Kvaliteten på det udpumpede vand har der ikke været anmærkninger på: Der er foretaget analyse på 6 stk vandprøver fra ledningssystemet  siden juni 2020. I Juni 2020 blev der udtaget 9 vandprøver  på ledningsnet og på råvand, for analyse, også uden anmærkninger. Disse prøver blev fortaget, foranlediget af beskyldning fra Bornholms Andelsmejeri om levering af vand, både med kim og coli E. For øvrigt en beskyldning ganske uden nogen form for dokumentation. - Men som sagt intet at bemærke på vandprøverne. Der er link til alle analyser på værkets hjemmeside. Så kan brugerne selv tjekke op!

    Bestyrelsen har besluttet at selskabet skal ud af Vandsektorloven. Det nåede vi ikke i år, af forskellige årsager. Vi satser på at få det organiseret til efteråret. Der er procedure der skal overholdes, med omfattende materiale der skal udsendes til andelshaverne og der skal sandsynligvis afholdes 2 generalforsamlinger.

    Et brud i ny og næ har vi på ledningsnettet. Enten forårsaget af en gravemaskine eller gennemtæret jernrør. Heldigvis er folk gode til at melde hvis de har mistanke om utæthed på ledningsnettet. Vi skal vandspild til livs!

    Jeg vil appellere til at man kikker til vandmåleren en gang i mellem, eksempelvis en gang om måneden. Så brud konstateres hurtigt for at undgå grimme overraskelser på måleren og efterfølgende regning og måske også på afledningsafgiften!! – Kedelig måde at bruge penge på!

    Og til nytår: Få aflæst måleren og indsendt tallet, så vi ikke behøver at skønne noget forbrug.

    Der er ikke tilsluttet nye forbrugere i 2020, men i 2021 er der allerede flere på gang. Ofte er det når ejendomme handles at der ønskes tilslutning til offentlig forsyning.

    Økonomien kører. Kassereren tager en grundig tur udi det.

    Omdelt skema viser lidt om udviklingen af forbruget og hvor vandet kommer fra.

    Det gamle værk skal rives ned, men vi mangler en tilladelse før Brian Kofod kan gå i gang.

    Til slut tak til dem der hjælper os og får det hele til at køre: Bestyrelsen, bestyreren, kassereren, extra sekretæren, Sven gravemand, flinke naboer dernede og vore forbrugere, der er toldmodige når der er hul på røret!

     Undgå vandspild og brug resten fornuftigt

     Beretning godkendt.

      
  1. Regnskab 2020 og budget for 2021 fremlagt af kasserer og godkendt.  Overskud på ca. 22.000 kr. efter 750.000 kr. i afskrivninger. Likvid beholdning ca. 1,8 mio. kr.

  2. Valg af bestyrelse: Bent Ingvorsen, Rasmus Sørensen og Frank Lund genvalgt uden modkandidater.

  3. Valg af suppleanter: Som 1. suppleant blev valgt Kim Hansen. Som 2. suppleant blev valgt Hans Anker Sode.

  4. Valg af revisorer: Ulf Rønne-Hansen og Jens Martin Bach, Bornholms Landbrug genvalgt. Som revisorsuppleant valgtes Anders Aaby Svendsen.

  5. Indkomne forslag.  Ingen
  6. Eventuelt, forslag om afkalkningsanlæg på værket for at give en bedre vandkvalitet med mindre kalkindhold.